Gå til hovedindhold Spring til søgning Gå til hovednavigation
Menu

Cirkulære gummigulve vinder frem


Byggeri + Arkitektur, 18. marts 2025

Den danske virksomhed ErgoFloor har i 25 år fremstillet gulvløsninger af genanvendt gummi fra nedslidte bil- og motorcykeldæk. Virksomheden leverer blandt andet til fitnesscentre, faldunderlag på legepladser og udslagsmåtter på golfbaner over hele verden.


Cirkulaere Gummigulve Vinder Frem.png?ts=1760016100

 

Når vi bevæger os rundt i et fitnesscenter, sender vores børn på legepladsen eller besøger en sundhedsklinik, er der stor sandsynlighed for, at vi går på et gummigulv eller faldunderlag fra ErgoFloor. Virksomheden med base i Tørring har været pionerer inden for bæredygtig produktion, længe før det blev en industriel norm.


Cirkulaere Gummigulve Vinder Frem 7.jpg?ts=1760016101
Cirkulaere Gummigulve Vinder Frem 6.jpg?ts=1760016101


Bæredygtighed forankret i forretningsmodellen

Direktør Uffe Mølgaard, der har en baggrund i gummibranchen, understreger ErgoFloors engagement i miljøansvarlig produktion. Han udtaler:

- Vi startede oprindeligt genanvendelsesproduktionen i Danmark, rykkede den til Kina og har i dag etableret en stor fabrik i Vietnam. Her driver vi produktionen på solcelleenergi, distribuerer vores produkter med skib globalt og leverer direkte fra fabrikken. Dette minimerer unødige mellemled, reducerer transportbehovet og optimerer energiforbruget i lageropbevaringen.


Cirkulaere Gummigulve Vinder Frem3.png?ts=1760016100


Fra DANIDA-projekt til global aktør

Den 2200 m2 store fabrik i Vietnam blev etableret som et DANIDA-projekt i 2011. For Uffe Mølgaard og hans kompagnon, Michael Moric, har det været essentielt at drive en virksomhed med både miljømæssig og social ansvarlighed.

- Ud over at vores produkt er bæredygtigt i sin kerne, samarbejder vi tæt med vietnamesiske myndigheder og fagforeninger. Vi sikrer, at produktions- og arbejdsforhold matcher danske standarder, hvilket er en del af vores forretningsetiske fundament, siger Uffe Mølgaard.


Cirkulaere Gummigulve Vinder Frem2.png?ts=1760016100


Alsidige gummigulve

ErgoFloor begyndte med at indsamle og genanvende brugte bil- og motorcykeldæk, men den stigende efterspørgsel fra hele verden har ført til, at virksomheden i dag anvender færdiggranulerede bildæk i forskellige dimensioner.

- Vi leverer gulvløsninger til en bred vifte af anvendelser – fra fitnesscentre og sundhedsklinikker til hestestalde, legepladser og golfbaner. Vi arbejder med forskellige granulater, hvor basismaterialet typisk er to til fire millimeter, mens overfladelagene produceres med finere granulat, forklarer Uffe Mølgaard.

Materialet blandes med bindemidler og farvestoffer, hvorefter det formes og udsættes for varme og tryk i tilpassede støbeforme.


Cirkulaere Gummigulve Vinder Frem1.png?ts=1760016100


Genanvendelse i stor skala

ErgoFloor genanvender årligt 3.000 tons gummigranulat, svarende til 500.000 personvognsdæk eller 50.000 lastbildæk. Uffe Mølgaard og Michael Moric, begge uddannede maskiningeniører, har ti medarbejdere i Tørring og 60 ansatte i Vietnam. Halvdelen af ErgoFloors produkter leveres direkte fra Vietnam til markeder i Australien, Sydamerika, USA, Mellemøsten og Europa. Virksomheden arbejder aktuelt på en tredjeparts EPD (Environmental Product Declaration), der vil dokumentere alle aspekter af produktionens bæredygtighed. Uffe Mølgaard slutter af:

- Vi er forpligtet til at producere så miljøvenligt som muligt og ser frem til, at EPD’en bliver tilgængelig i løbet af 2025.

 

Læs mere her.